søndag den 17. juli 2011

Ardfern Yacht Centre - Port Ellen, Islay, søndag d. 17 juli 2011 - 43 mil

Som planlagt tidligt oppe for at få medstrømmen ned gennem Jura Sound. Finregn fra morgenstunden, men afgang som planlagt kl 6.30. Vinden i nordvest 25 -30 knob som meldt, så vi strøg afsted med 9-10 knob for en agten for tværs til styrbord. Vinden tiltog op til 40 knob i pustene, så vi rebede gradvist ned på hele turen så vi til sidst kun havde genuaen oppe. De sidste 5 mil før Port Ellen hvor vi skærpede til bidevind var hård sejlads på grund af en meget krap, kort, urolig  og grov sø,  der periodevis rullede ind over fordækket og stod som en skumsky ned over sprayhooden. Gik helt ind i læ af land for at få genuaen rullet. Derefter for motor ind i bugten, hvor vi anløb havnen kl 12.30. Alle båse på pontonen fyldt, så vi måtte lægge os uden på en venlig tysker, der havde søgt læ i havnens nordvestlige hjørne, hvor han havde lagt sig udenpå nogle fiskebåde. I havnen lå SHANTY II med Karsten Pennov og besætning. Nær Port Ellen er der adskillige destillerier: Ardberg, Lagavulin og Laphroig for at nævne et par stykker.
Port Ellen - søndagstur i regn og fuld sejlermondering.


Port Ellen, Islay, den sydligste ø i de indre Hebrider.


 Shanty II lå allerede ved pontonen - der var optaget i alle båse!



En god eftermiddagssøvn gavner efter en hård sejlads.

Flot udsigt over bakkerne fra Ardfern Marina, Craignish - lørdag aften.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar